Da AB's U14-2 i efteråret fik muligheden for at overtage en plads i Liga 3, var det en spændende udfordring for både spillere og trænere. Nu kan holdet se tilbage på en sæson, der er endt bedre, end de fleste havde turdet håbe på.
Med to kampe tilbage af turneringen har U14-2 allerede sikret sig førstepladsen i Liga 3 og kan derfor kalde sig mestre.
Resultatet er kulminationen på en udvikling, som har stået på i flere år. I dag har årgangen mere end 50 spillere fordelt på flere hold, og U14-2 har netop vundet Liga 3B.
Forud for forårssæsonen valgte trænerteamet at dele spillergruppen op i et U14-2-hold og et U14-3-hold. Det gav begge hold mulighed for at arbejde målrettet med deres egne målsætninger, og samtidig vidste alle spillere, hvad planen var fra starten.
Efter en stærk sæsonstart voksede troen på, at holdet kunne begå sig i Liga 3. Gennem hele foråret har spillerne vist stor udvikling, stærk træningsindsats og ikke mindst et godt sammenhold, som har været med til at gøre forskellen i de tætte kampe.
Trænerduoen Dirosh Victor og Mudassar Asghar glæder sig over den flotte sæson:
"Da vi fik pladsen i Liga 3, var målet først og fremmest at vise, at vi kunne være med på niveauet. Spillerne har arbejdet utrolig hårdt gennem hele sæsonen, og de har været gode til at holde fokus på både udviklingen og fællesskabet. Derfor er vi selvfølgelig meget stolte af, at det er endt med et mesterskab. Det er spillernes fortjeneste. De har troet på projektet, bakket hinanden op og vist, hvad man kan opnå, når man arbejder sammen mod et fælles mål."
For ungdomsansvarlig i fodboldafdelingens bestyrelse, Kenneth Andersen, betyder det flotte resultat for breddeholdet meget:
"AB er måske mest kendt for vores stærke talent- og elitearbejde, men en klub som vores er kun stærk, hvis bredden også trives. Historien om U14-2 viser præcis, hvorfor breddefodbolden er så vigtig for os. Vi skal være en klub, hvor der både er plads til de spillere, der drømmer om at nå længst muligt med deres fodbold, og dem, der først og fremmest elsker at komme til træning og spille sammen med deres kammerater. Når vi lykkes med begge dele, skaber vi ikke bare dygtige fodboldspillere – vi skaber et stærkt klubfællesskab. Derfor glæder det mig ekstra meget at se et breddehold opnå så flotte resultater uden at gå på kompromis med de værdier og det fællesskab, som AB bygger på.”
Stort tillykke til spillere, trænere og forældre med en imponerende sæson og et velfortjent mesterskab.
