Der er god grund til store smil i AB’s håndboldafdeling. Klubbens dameseniorhold har netop sikret sig oprykning til Danmarksserien efter en imponerende første sæson – og det efter en rejse, der for alvor vidner om stor vilje og flot udvikling.
I maj 2025 bestod holdet af blot fire spillere. I dag tæller damesenior mere end 20 spillere og har endda udvidet med to hold i turnering. En udvikling, der er gået stærkt – og som bygger på et solidt fundament.
“Nøglen til vores udvikling har været at få skabt nogle gode rammer omkring Dame Senior. Vi har både sørget for et team med træner, holdleder og sponsor, som alle brænder for at få AB's damehold tilbage til tidligere tiders store bedrifter. Derudover har vi været heldige at få de helt rigtige spillere ind på holdet, som både brænder for at træne, men også forstår vigtigheden i fællesskab og sammenhold. Det har skabt en rigtig god stemning på holdet, hvilket også er vigtigt, når man gerne vil have nye spillere til holdet,” fortæller cheftræner Lars Tetzlaff.
På banen har udviklingen været lige så markant. Førsteholdet har siden november 2025 blot tabt to ligakampe – og spillet har været præget af en tydelig struktur og stærke relationer.
Med oprettelsen af et andethold har trænerteamet fået endnu bedre muligheder for at matche spillere på niveau, hvilket har styrket både bredden og kvaliteten.
“Håndbold er en holdsport, og har man ikke relationerne i orden, bliver det meget svært at vinde kampe. Lige nu har vi et førstehold, hvor alle kender deres rolle, og alle ved, hvad de bidrager med til vores succes,” siger Lars Tetzlaff.
Oprykningen til Danmarksserien blev sikret med sejren i Serie 1 – og det allerede i holdets første sæson. En præstation, der vidner om et hold i rivende udvikling og med store ambitioner.
“Vi er utroligt stolte over at rykke op i Danmarksserien allerede i vores første sæson. Det er en kæmpe bedrift, når man tænker på, hvor vi startede for 10 måneder siden. Vores ambitioner rækker dog til mere end det. Målet er at få AB's damesenior op i divisionerne og spille med de allerbedste hold,” fortæller Lars Tetzlaff.
Inden næste sæson venter både sommerturnering og strandhåndbold, hvor begge hold får mulighed for at bygge yderligere på det stærke fundament.
Med oprykningen har AB’s damesenior ikke bare taget et sportsligt skridt frem – de har også markeret sig som en stærk historie i klubben og et godt eksempel på, hvad der kan skabes, når ambitioner og fællesskab går hånd i hånd.
