Hver tirsdag kl. 17:15 er der liv på den lille kunstbane på Skovdiget. Her mødes AB’s “Tirsdagsdrengene Old Boots” til det, de selv kalder at tjønse – en traditionsrig og uformel måde at spille fodbold på, hvor alle kan være med, og hvor det sociale er mindst lige så vigtigt som spillet.
Holdet består i dag af spillere i alderen 60 til 87 år – med størstedelen i 60’erne og starten af 70’erne – og nu er døren åben for nye holdkammerater.
Fodbold – også senere i livet
Hos Tirsdagsdrengene handler det ikke om resultater og tabeller, men om glæden ved at bevæge sig, holde sig i gang og være en del af et fællesskab. Regelmæssig motion i denne alder er med til at styrke både fysik og velvære – og det bliver kun bedre, når det kombineres med grin og holdkammerater, man glæder sig til at se.
Her er der plads til alle, uanset niveau. Det vigtigste er lysten til at være med.
Et fællesskab – også uden for banen
Efter en god omgang tjøns fortsætter fællesskabet i omklædningsrummet – ofte med en tur i sauna – og for mange også i AB’s café, hvor dagen rundes af med mad og samvær.
“Vi har det hyggeligt sammen og de fleste af os spiser også sammen bagefter i caféen. Vi har en åben tilgang til nye folk, så man vil ikke opleve en sammenspist gruppe som ny spiller,” fortæller Per, der en af spillerne på holdet.
Kom og vær med
Hvis du er i 60’erne eller starten af 70’erne og har lyst til at snøre støvlerne igen – eller måske prøve noget nyt – så er Tirsdagsdrengene klar til at tage imod dig.
Du behøver ikke være i topform. Du skal bare have lyst til at være en del af et stærkt fællesskab, hvor der er plads til både bevægelse, grin og gode stunder.
👉 Tirsdag kl. 17:15 på den lille kunstbane
👉 Omklædning i klubbens faciliteter (med sauna)
Kig forbi – eller send os en mail på [email protected] for at høre mere. Der er altid plads til én mere på holdet. ⚽