AB kan med stor stolthed sende et velfortjent skulderklap videre til Joshua Mwamba og Marcus Haagensen, der for nyligt har bestået eksamen hos DBU og nu kan kalde sig indehavere af den eftertragtede A-licens.
A-licensen er blandt de højeste træneruddannelser i dansk fodbold og stiller store krav til både faglighed, refleksion og evnen til at arbejde struktureret med spiller- og holdudvikling. At Joshua og Marcus nu har gennemført uddannelsen, er derfor et klart kvalitetsstempel – både for dem som trænere og for AB som klub.
I AB lægges der stor vægt på kontinuerlig kompetenceudvikling blandt trænere, og de to nye A-licenstrænere er et tydeligt eksempel på den retning, klubben bevæger sig i.
Simon Andresen, Head of Academy & Coaching i AB, glæder sig over, at Joshua og Marcus nu har nået dette niveau:
“Det er en stor fornøjelse at se Joshua og Marcus bestå A-licensen. Det kræver både hårdt arbejde, høj faglighed og en stærk vilje til hele tiden at blive bedre. De er begge meget dedikerede trænere, som i forvejen bidrager markant til vores miljø i AB, og deres nye kompetencer vil uden tvivl komme både spillere, trænere og klubben som helhed til gode.”
Marcus Haagensen ser tilbage på et krævende, men meget lærerigt forløb:
“Jeg skrev min A-opgave om, hvordan generobring på modstanderens banehalvdel kan have en indvirkning på muligheden for at skabe en målchance. Forløbet var utroligt lærerigt – men også meget intenst og til tider hårdt. Klubben og ledelsen har været fantastiske hele vejen igennem, og dem skylder jeg en stor, stor tak.”
Også Joshua Mwamba fremhæver både udviklingen og det konkrete udbytte af uddannelsen:
“Jeg er virkelig glad for at være kommet igennem A-licensen. Det har været en god proces for min udvikling, og jeg er rykket meget – både personligt og fagligt. Der er rigtig meget fra forløbet, som jeg allerede kan tage med direkte ind i arbejdet med U19. Mit projekt handlede om gennembrud i siderum mod et organiseret forsvar, og studieturen til Anderlecht og FC Midtjylland sammen med Marcus gav masser af værdifuld inspiration.”
Med Joshua Mwamba og Marcus Haagensen på listen over A-licenstrænere styrker AB yderligere sit sportslige fundament og ambitionen om at skabe et udviklingsmiljø på højt niveau.