Forud for kommunalvalget d. 18. november vil AB - som tidligere annonceret - gerne gøre os spilbare og tilkendegive vores holdning omkring tre udvalgte emner, der fylder i en forening som vores.
For at skabe de bedste rammer for både børn, unge og voksne i Gladsaxe arbejder AB målrettet med at udvikle klubbens faciliteter og idrætsmiljø. Formålet med dette tema er at pege på, hvordan AB – i samarbejde med kommunen og andre aktører – kan sikre tidssvarende, bæredygtige og fleksible rammer, der understøtter en aktiv hverdag for flest mulige.
Tema 1: Faciliteter og kapacitet
AB har oplevet en medlemsvækst på over 20 % de seneste år. Det er vi stolte af – for det viser, at idrætten og fællesskabet i Gladsaxe tiltrækker flere børn, unge og voksne end nogensinde før.
Men væksten skaber også udfordringer: vi har ganske enkelt ikke baner og faciliteter nok til at matche efterspørgslen.
Gladsaxe Kommune er i kraftig udvikling, og idrætsfaciliteterne har svært ved at følge med. Vi oplever at fordelingen af idrætsfaciliteter er skæv, og især Bagsværd og Mørkhøj er underforsynede. Især i vinterhalvåret er klubberne presset. Det betyder, at vi om vinteren må afvise hold, fordi der ikke er tilstrækkelig kapacitet på de oplyste kunstgræsbaner, mens vi i sommermånederne kan udnytte vores store udendørsanlæg fuldt ud. Den ubalance er hverken effektiv eller fremtidssikret.
AB favner både store idrætsgrene som fodbold og mindre nicheidrætter som cricket, der stiller meget forskellige krav til anlæg og planlægning. Vi er en klub for alle – med både bredde- og elitetilbud – og det stiller store krav til, hvordan kapaciteten udnyttes gennem hele året.
Derfor håber vi, at kommunalpolitikerne i den kommende valgperiode vil tage ansvar for en langsigtet, helhedsorienteret facilitetsplan, hvor kapacitet, fleksibilitet og geografisk balance er nøgleord. En del af løsningen kan være at tænke i flerfunktionelle og årstidsuafhængige anlæg, så ressourcerne udnyttes bedst muligt – f.eks. gennem en mere moderne og klimavenlig udbygning af eksisterende anlæg.
Vi ønsker samtidig, at foreningerne inddrages tidligt i planlægningen, så investeringerne matcher de reelle behov. AB vil gerne bidrage konstruktivt med idéer – f.eks. i forlængelse af vores strategiarbejde om at forny AB Hallen og skabe bedre helårsaktiviteter på anlægget.
Værdien af idræt kan ikke overvurderes. Når vi i AB taler om “En klub for livet”, er det fordi vi hver dag ser, hvordan idrætten skaber fællesskab, trivsel og livsglæde – og for mange fører til et livslangt engagement. Idrætten er en livsnerve i vores lokalsamfund, og nu er det tid til at prioritere de rammer, der gør den mulig.