Når AB’s unge talenter kommer tilbage efter velfortjent sommerferie, bliver det med nye ansigter på trænerbænken for klubbens ældste ungdomshold. Joshua Mwamba overtager rollen som cheftræner for U19-holdet, mens Marcus Haagensen bliver ny ansvarlig for U17.
Efter en flot sæson og et velfortjent mesterskab i U19 Divisionen har Anders Mortensen takket af som cheftræner og taget springet videre til AC Horsens. I hans sted tiltræder Joshua Mwamba, der i denne sæson har stået i spidsen for U17-holdet, som før sidste spillerunde stadig kæmper om topplaceringerne i U17 Divisionen.
Joshua er et velkendt navn i AB-regi, hvor han tidligere har været cheftræner for både U15-1 og U17-1. Hans grundige arbejde med spillerudvikling, fokus på kultur og stærke resultater har gjort ham til et naturligt valg som ny U19-chef.
Joshua sætter ord på hans nye stilling:
”Jeg er utrolig glad og stolt over at få muligheden som cheftræner for U19. Det er en stor tillidserklæring, og jeg glæder mig rigtig meget til at bygge videre på det fantastiske arbejde, vi laver på akademiet – både på og uden for banen. En stor tak til klubben og Simon for opbakningen og for den daglige inspiration. Jeg ser frem til at fortsætte med at udvikle vores dygtige spillere.”
I kølvandet på Joshuas opgradering bliver posten som cheftræner for U17 overtaget af Marcus Haagensen. Marcus har i denne sæson været assistenttræner for U19 og har tidligere været ansvarlig for U15-holdet i akademiet. Han kender dermed både spillere, struktur og værdierne i klubben indgående og er klar til at videreføre det stærke udviklingsarbejde på U17.
Også Marcus er begejstret for sin nye titel som U17-chef:
”Det er med glæde og stolthed at jeg blev præsenteret for denne mulighed som cheftræner for U17. Lige siden jeg havde min første dag i AB i sommeren 2023, har jeg nydt hvert et øjeblik. Jeg er beæret over den tillid som klubben har vist mig, og jeg vil gøre alt i min magt for at gøre det så godt som muligt.”
De interne rokeringer vidner om et akademi i balance og med stor tillid til egne folk. Med Joshua og Marcus ved roret på de to ældste ungdomshold er kontinuiteten sikret – og udviklingslinjen bevaret.
Head of Academy & Coaching i AB, Simon Ervolder Andresen, er da også glad for at have styr på så vigtige poster allerede nu:
"Det er mig en stor fornøjelse, at vi hurtigt kan melde vores cheftrænere på ud på kommende U19- og U17 Divisionsholdene, efter vi har måtte tage afsked med Anders. Joshua og Marcus er et enestående bevis på, at vi i AB gerne vil uddanne og rekruttere vores dygtige folk internt. De er begge i gang med deres A-uddannelse, de besidder begge to store trænerfaglige og menneskelige kvaliteter, og så har de begge fået AB ind under huden. De brænder for talentudvikling og for klubben, så med dem i spidsen for vores kommende Divisionshold går vi en spændende sæson i møde"
AB ønsker Anders Mortensen held og lykke i Horsens og ser samtidig frem til at følge Joshua Mwamba og Marcus Haagensen i deres nye roller. Fremtiden på AB Akademiet er fortsat grøn – og i trygge hænder.
U17 og U19 spiller sidste kamp i sæsonen i morgen lørdag 14/6, hvor Kolding IF kommer på besøg. U19 spiller kl. 12 og U17 kl. 14:15. U19 får overrakt pokalen for sejren i U19 Divisionen mens U17 kan ende som nr. 1-4 i rækken.
Der bliver derfor med garanti fest og glade dage på Skovdigets bane 1 - vi håber, du vil kigge forbi.